Til hovedsiden

 

Valg af stål

Da zinklagets tykkelse i høj grad bestemmes af det anvendte ståls siliciumindhold, er det denne faktor, som i hovedtræk styrer belægningstykkelsen. Det er derfor vigtigt, at konstruktøren/kunden kender indholdet, for at få opfyldt sine krav.

Vil man have en belægning, som opfylder kravene til DS/EN ISO 1461, kan uberoligede eller aluminiumsberoligede stål anvendes. Stål med silicium kan selvfølgelig også vælges, men belægningen bliver da tykkere end krævet. Indholdet af silicium bør da ligge mellem 0,15-0,22%.

Såfremt det visuelle indtryk af den varmforzinkede overflade er af afgørende betydning, bl.a. ved arkitektoniske konstruktioner, bør følgende vilkår for materialevalget anvendes, når det drejer sig om koldvalset stål (28):

Si < 0,03 og Si+2,5P < 0,04 vægtprocent

Når det drejer sig om varmvalset stål, er det siliciumindholdet der er det kritiske, hvorimod fosforindholdet er af mindre betydning, hvorfor følgende vilkår for materialevalg bør anvendes (29):

Si < 0,02 og Si+2,5P < 0,09 vægtprocent

I de fleste tilfælde er stål med Si+P < 0,03 vægtprocent tilstrækkelig til varmforzinkning og giver en acceptabel kvalitet på både kold- og varmvalset stål.

Skal det forzinkede stål anvendes i mere korrosivt miljø, eller ønskes der en særlig lang levetid for zink-laget, bør belægningen være tykkere end kravene i DS/EN ISO 1461. Siliciumindholdet i stålet skal være > 0,22%. Jo højere indhold desto tykkere zinklag. Ønskes en blank overflade, bør stålet være uberoliget eller aluminiumberoliget (uden siliciumindhold).

Reaktionerne mellem dyppetider og zinkbelægningens tykkelse for stål med forskellige siliciumindhold. Kurverne er middelkurver baseret på såvel forsøg som praktiske erfaringer. Betydelige variationer kan forekomme ved stål med samme siliciumindhold men fra forskellige charger.

 

 

Indflydelse af øvrige legeringselementer

Kul i mængder under 0,3% har kun lille indflydelse på jernzink-reaktionen, mens et højere kulindhold øger reaktionshastigheden og dermed belægningens tykkelse. Det har også stor betydning, om kullet er bundet i form af perlit, sorbit, martensit osv. Mangan, krom og nikkel øger også reaktionshastigheden, men kun ubetydeligt i de mængder, de findes normalt i lavtlegeret stål.

Niobium, titan og vanadium anvendes som finkorndannere i stålet, men optræder i så små mængder i aktuelle ståltyper, at de er uden indflydelse.

Svovl- og fosforindholdet er normalt så lavt i konstruktionsstål, at det sjældent har nogen større indflydelse på reaktionen mellem jern og zink. Når det gælder fosfor findes der en undtagelse. Hvis silicium og fosfor (Si+ 2.5 x P) sammenlagt når over 0,040%, befinder stålet sig i Sandelinområdet med høj reaktion som følge (koldvalset stål).

Højere svovlindhold – over 0,18%, som findes i visse automatstål, kan øge reaktionshastigheden så meget, at stålet ikke kan varmforzinkes. Jernzinkreaktionen bliver så kraftig, at stålet ødelægg


Til hovedsiden