Til hovedsiden

 

Hvorfor varmforzinke?

Stål er vor tids mest anvendte materiale. Desværre har stål en stor ulempe og det er dets høje korrosionshastighed. At beskytte materialer og konstruktioner af stål er derfor af stor værdi.

Den bedste korrosionsbeskyttelse opnås med zink. Zinkbelægningen på stål beskytter mod korrosion på to måder:

• Som barriere, dvs. forhindrer oxygen og fugt i at trænge ind til ståloverfladen
• Ved at give katodisk beskyttelse i ridser, slagmærker, klippekanter osv.

Zink er et uædelt metal med stor korrosionstilbøjelighed. At korrosionshastigheden trods alt er lav i de fleste miljøer skyldes, at metallets overflade hurtigt bliver dækket af korrosionsprodukter, som yder beskyttelse mod videre korrosion.


Den franske kemiker Melouin opdagede allerede 1741, at zink kan beskytte stål mod korrosion. Metoden fik dog ikke større praktisk anvendelse, før hans landsmand, ingeniør Stanislaus Sorel, indførte bejdsning i svovlsyre som forbehandling. Den 10. maj 1837 indsendte Sorel sin første patentansøgning, der omhandlede varmforzinkning og var baseret på stort set samme principper, som anvendes i dag.

I et tillæg til sin patentansøgning i juli 1837, kaldte Sorel metoden for ”galvanisering”. Han hentydede til den galvaniske celle, der opstår, hvis zinkbelægningen skades, og hvor stålet i skaden bliver katode og beskyttes mod korrosionen af den omgivne zink. Navnet er siden blevet adopteret af andre metoder for belægning af stål med zink og anvendes i almenhed for elektrolytisk metaludfældning. For at undgå forveksling bør dypning i varm zink derfor benævnes varmforzinkning.

Ved normal varmforzinkning er zinksmeltens temperatur 450-460 °C. Ved varmforzinkning af småemner (massegods) som beslag, skruer, møtrikker og skiver anvendes ofte temperaturer på omkring 540-560 °C bl.a. for at forbedre centrifugeringen.

Når stål kommer i kontakt med smeltet zink, sker der en reaktion mellem metallerne, og der dannes en jernzink-legering på ståloverfladen. Denne legering bygges op af forskellige jernzink-faser med gradvist aftagende jernindhold mod ydersiden. Når stålet tages op af zinksmelten, fæstnes et lag af ren zink på den yderste legeringsfase.